|
I opslagsbogen
"Vestens sygdomme" fandt jeg en beskrivelse af den
alment forekommende sygdom "hundeejer", latin:
hundus idiotus, er en sygdom med et langt forløb.
Den kan ramme alle, uanset køn, alder eller
tidligere status i samfundet. Tendenser tyder på, at
den i visse tilfælde er arvelig. Langtidsstudier har
vist, at heldbredsprocenten er meget lav.
Første symptom er,
et ofte skjult ønske om hund, mange gange, med en
diffus baggrund. Sygdommen slår for alvor ud, når
patienten har købt hund. Da ses de ude uanset vejr,
regn, hagl eller sne. Under den bedste
sende tid på TV, vandrer de omkring som zombier, med
deres hunde.
Et andet symptom
som er meget almindeligt, er at personen der snakkes
om, ses springende rundt i skoven, med et tomt
halsbånd i hånden, samt et ansigtssprog som skifter
fra højrød til en blålig nuance- vildt skrigende
"kom heeer!" Erfaringer siger, at man ikke skal
forsøge at få kontakt med den noget hysteriske
hundeejer, da dette er totalt meningsløst i
situationen, som beskrives her.
Eller ses
hundeejere ofte på gadehjørner eller lignende i nær
samtale med andre hundeejere, trods det, at de
beviseligt aldrig har mødt hinanden før.
Til højtider køber
patienten ofte kødben og hamburger i plast (men
indbygget pip) for at pakke det smukt ind i
gavepapir, for derefter at gemme dem til jul.
Da tages pakken
frem under højtidelige former, for at foræres til
en, begribelig nok, uforstående hund. Meget tid, og
mange anstrengelser lægges altså i gaverne til jul,
og til hundens fødsels- og evt. navnedag.
På et senere
stadium ændres sygdomsbilledes til bl.a. af omfatte
søvnvanskeligheder, samt en mere letsindig
indstilling til penge. Tidligt om morgenen,
fortrinsvis lørdag og søndage, ses de pakke deres
biler med madkurve med ekstra meget mad, rygsække,
små sammenklappelige stole, hundetæpper, hunde,
søvnige unger, samt modvillige ægtefæller. Efter
varierende timers bilkørsel, tilbringes dagen som
f.eks.
A: Siddende på de
medbragte teltstole i flere timer, intensivt
opmærksom på andre patienter, som springer rundt i
en firkantet ring. Derefter springer de selv et par
runder, og får forskelligt farvede bånd. Som de
viser på forskellige måder, enten i glæde, sorg,
vrede- eller skuffelse. Værdien af båndende er ca.
10-15 øre, og udgifterne til sådan en dag ligger
mellem kr. 300 - 500.
B: siddende på
teltstole i flere timer, intensivt opmærksomme på
andre patienter. Som robotter går de, på for
eksempel en græsbane, og gør umotiverede stop, eller
små spring, og hele tiden stift stirrende fremefter.
Derefter går de med egen hund frem og tilbage på
ovennævnte græsplæne, nøjagtigt i samme fodspor, som
om de har gået der før. Til og med her er indtægter
og udgifter meget ujævnt fordelt.
Behandling:
Når ovennævnte
beskrivelse af symptomerne godkendes, findes der
ingen tvivl om, at sygdommen har fået fæste, og
behandling kan være resultatløst. For største mulig
chance for at behandle en sådan person, som er ramt
af hundeejer-sygdommen, bør samtaleterapi sættes ,
ind allerede ved første symptom. Umyndiggørelse er
ikke at anbefale, trods det har været almindeligt
frem til vore dage.
Videnskabelige
undersøgelser har vist, at hundeejeren yderst
sjældent udgør nogen fare for samfundet, og at
patienten ikke selv oplever sin sygdom som noget
særligt.
Da de jo som regler
ganske glade og fornøjet, kan man med god
samvittighed lade dem røre ved en, og se dem som et
synligt indslag i vort samfund. Tja, hvem kan ikke
nikke genkendende til bare nogle af disse
sygdomstegn??
kilde ukendt
|