Møde med hundens forfader - Ulven

Skrevet af hundeadfærdsbehandler Merethe Børgart

Vi startede med lidt teori og praktiske informationer, om hvordan man nu bedst opfører sig når man skal ind sammen med en flok på fire han ulve. Der var to forskellige flokke, og det var muligt at besøge den ene om lørdagen, og den anden om søndagen. Vi blev lukket ind i en stor indhegning sammen med dyrepasseren, og så var det ellers tid til at observere, klappe og kysse.

Ulvene kom hurtigt hen og ville se hvad vi dog var for nogle, ulve er jo meget nysgerrige. Disse ulve er socialiserede helt fra kun nogle uger gamle, så derfor er de trygge ved mennesker. Vilde ulve ville holde en langt større afstand, og er meget mere reserverede og sky. Vi blev snuset igennem, og ulvene fik afklaret indbyrdes hvem som skulle hilse først. Der blev kysset og klappet, hjertet bankede behageligt under jakken, og et par tårer steg op i øjnene da de begynde at hyle, og vi kunne hyle med – kommunikationen var i hus. Dog uden at vide hvad der egentligt blev sagt… men stort var det, at stå sammen med fire ulve og hyle. At se deres meget tydelige sprog var fantastisk. Selv den mindste lille mimik blev forstået af de andre, og vi mennesker var heller ikke i tvivl om hvad de mente. Det hele foregik udelukkende på deres præmisser, og når de ikke gad mere klap og kæl, eller havde snuset nok – ja, så gik de, uden mulighed for indkald… Dog lige med undtagelse af leg med appelsiner, det kunne de ikke stå for. Så at trille en appelsin kunne lige give lidt mere opmærksomhed.

Efter at have været alle igennem, fået lidt guffer m.m., var der afslapning, de lagde sig ned og iagttog os. Var der blot én i menneskeflokken der bevægede sig væk, var der straks en ulv med, for at se hvad der nu skete – igen nysgerrig. I denne første flok var alderen omkring otte år, så de faldt hurtigt til ro, og blev uinteresserede i os. Der var langt mere gang i flokken vi mødte om søndagen, her lå alderen omkring fem år, og det hele kørte lidt højere. Deres område var blevet mindre, pga. omfordeling da bjørnene var kommet tidligere ud af deres hi. Derudover mente man i dyreparken at der havde været vilde ulve i nærheden, så duften af løbsk tæve var også en mulighed.

Også denne flok bestod af fire han ulve. Straks da vi ankom, kunne vi spotte alfa-ulven, en stor mørk han ulv med tydeligt kropssprog. Halen var oprejst al den tid vi var der, øjnene meget opmærksomme, ørene lige fremme, og han var klar til at irettesætte de andre, så snart de gjorde noget han ikke var helt enig i. Det betød at så snart en anden ulv ville hilse, så kom han i fuld firspring og masede sig foran. Der var temmelig meget lyd på, hele tandsættet blev vist, de kunne rulle rundt og nærmest ”slås”, der med en person i midten. Intet skete, ikke en blodplet, ikke en hårtot var løsnet efterfølgende, de hele var i munden og i mimikken.

Fantastisk at se de store dyr (ca. 50 kg.), knurre og snakke med store bogstaver, for efterfølgende at gå hvert til sit, ryste sig lidt og finde på noget andet at lave. Der får man virkelig set sprog helt tæt på, og en mulighed for at huske på dette, næste gang der er lyd på Fido hjemme på hundelegepladsen… Her blev ikke kysset så meget, for alfahannen var på banen hver gang, lige inden det var muligt, så berøring og iagttagelse var temaet i denne flok, på denne dag. Afslutningsvis kom vi forbi et kuld ulve på 10 måneder, som gerne skulle blive besøgsulve næste år… Her åndende alt ro og leg, ingen var kønsmodne endnu så tiden gik med fælles nusning/pelspleje, løbe efter blade, lege brydelege med hinanden, og kigge nysgerrigt på os mennesker der stod med store smil og bankende hjerte for disse skabninger.

Jeg har nu altid sagt jeg er ”bidt af hunde”, på den gode måde – men jeg må nu også tilføje ulvene. Ikke nok med de er hundens forfader, men den oplevelse at være SÅ tæt på et vildt (dog socialiseret) rovdyr, det er altså fantastisk – og noget anderledes end at være dalmatinerejer;o) Så det er nok ikke sidste gang jeg har været så tæt på, det er stærkt vanedannende…